Den diagnostiske forsinkelse

Desværre er det sådan, at mange kvinder med endometriose oplever problemer i mange år, inden diagnosen bliver stillet. Studier viser, at der går i gennemsnit fem til otte år fra en pige/kvinde mærker de første symptomer på endometriose, til hun får stillet diagnosen. Denne forsinkelse kan have alvorlige konsekvenser for kvinden, da sygdommen og symptomerne i perioden uden behandling kan udvikle sig og forværres.

En stor dansk undersøgelse har blandt andet fundet en sammenhæng imellem den diagnostiske forsinkelse og arbejdsevnen hos kvinder med endometriose. Undersøgelsen viste, at jo længere diagnostisk forsinkelse, jo dårligere arbejdsevne.

Den diagnostiske forsinkelse har, ud over store personlige omkostninger for kvinden også store samfundsøkonomiske omkostninger.

En del af årsagen til den diagnostiske forsinkelse ligger hos pigen eller kvinden selv, fordi der er en glidende overgang fra normale menstruationssmerter til det, som er sygeligt. Der sker derfor en slags tilvænning med en overbevisning om, at det nok er sådan, det skal føles at have menstruation. Smerterne bliver opfattet som noget normalt i en periode, hvor kvinden derfor venter med at gå til lægen.

For den praktiserende læge er det en udfordring, at menstruationssmerter er hyppige – også hos kvinder uden endometriose, og at mange af de andre symptomer ved endometriose også findes ved andre sygdomme som for eksempel ved irritabel tyktarm. Det resulterer i, at mange kvinder med endometriose opsøger deres læge og andre sundhedsfaglige behandlere gentagne gange, og at en del kvinder får stillet mindst én forkert diagnose før endometriosen bliver påvist.

I den årrække der ofte går før den endelige diagnose stilles, kan det ske, at symptomerne både af kvinden selv, men også af lægen og andre, bliver ”psykologiseret”, som om det skulle være noget, der alene foregår ”inde i hovedet”. Det betyder, at mange kvinder med underlivssmerter grundet endometriose føler sig stigmatiseret og opfattet som hypokondere, hvilket alt sammen er med til at forlænge tiden fra symptomdebut til diagnose.