Mindfulness-meditation
Når vi træner vores opmærksomhed gennem mindfulness-meditation prøver vi at nærme os vores krop, tanker og følelser med nysgerrighed, åbenhed og accept for at observere og være med det, der er, uden modstand. Hensigten er ikke at få kontrol over vores sind, vores tanker og følelser men at få øje på uhensigtsmæssige tankemønstre.
Når tankerne begynder at vandre under en meditation er det en vigtig øvelse. Det er her, vi kan blive opmærksomme på, at vi er på vej fra ”at være” over i ”at gøre”, og vi kan prøve at registrere hvilke krops-fornemmelser, tanker og følelser, altså hvilke triggere, som får os til at skifte fokus.
De første tegn på, at tankerne vil strejfe, er for eksempel, når du i en kropsskanning oplever, at du først sanser eller mærker dit underliv, herefter skifter du til at tænke på dit underliv. Det leder så videre til tidligere erfaringer, bekymringer, negative tanker og fortolkninger. Dine tanker er nu begyndt at strejfe.



