Effekter af mindfulness-baseret behandling
Der er lavet mange studier af effekten af mindfulness- og acceptbaserede behandlinger både på fysisk og mentalt helbred. Her præsenterer vi ganske kort nogle af de studier og resultater, som er meningsfulde i forhold til sygdommen endometriose:
Kroniske smerter
Studier peger på at Mindfulness og den psykologiske behandlingsmetode Acceptance and Commitment Therapy har en positiv effekt på livskvaliteten og på mentalt og følelsesmæssigt velvære hos patienter med kroniske smerter, og at mindfulness-træning gør det lettere for patienterne at leve med kroniske smerter. Hvorvidt metoderne kan reducere smerterne, er der dog uenighed om.
Mave-tarm-problemer
Et større studie peger på, at mindfulnesstræning kan reducere sværhedsgraden af de fysiske symptomerne ved irritabel tyktarm, og at det samtidig har en positiv effekt på livskvalitet og psykiske symptomer.
Endometriose
Studier indikerer, at mindfulness meditation og yoga ser lovende ud i forhold til at kunne forbedre smerter, angst, depression, stress og træthed hos kvinder med endometriose, samt at mindfulness har en positiv og vedvarende effekt på livskvaliteten, hvor du får redskaber, som du kan have gavn af mange år ud i fremtiden.
Et større studie har vist at behandlingsforløbet MY-ENDO kan medføre en markant forbedret livskvalitet, forbedret arbejdsevne samt en forbedret oplevelse af kontrol over sygdommen/smerterne, et øget følelsesmæssigt velvære og en større smerteaccept. Et andet studie peger på, at det, at praktisere blid yoga i sig selv kan mindske niveauet af kroniske underlivssmerter samt forbedre livskvaliteten hos kvinder med endometriose.
Overordnet set peger tidligere forskning på, at MY-ENDO har potentiale til at give kvinder med endometriose bedre muligheder for at leve det liv, de ønsker sig, på trods af sygdom og smerter.


