Hvad er smerte?

Den internationalt mest anerkendte definition af smerte lyder:
”Smerte er en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med, eller svarende til den forbundet med, aktuel eller potentiel vævs-beskadigelse. ”
IASP, 2020
Definitionen er udarbejdet og senest opdateret i 2020 af “The International Association for the Study of Pain” (IASP).
Definitionen af smerte skal ses i sammenhæng med nogle uddybende beskrivelser, bl.a. at:
- Smerte er altid en personlig oplevelse, som er påvirket i varierende grad af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
- Vi lærer om smerte igennem vores personlige og individuelle livserfaringer.
- En persons beretning om smerte skal respekteres.
- Selvom smerte normalt har en adaptiv funktion, det vil sige at smerten er en hjælp til at personen kan tilpasse sig, så kan den have uønskede indvirkninger på fysisk funktion og socialt- og følelsesmæssigt velvære.
Disse tilføjelser er ment som en hjælp til bedre at forstå, hvor nuanceret og kompleks smerte egentlig er. Af formuleringen fremgår det bl.a., at en smerteoplevelse ikke kun består af et ubehageligt fysisk aspekt, men også et ubehageligt følelsesmæssigt aspekt. Det er derfor ikke kun den fysiske fornemmelse i sig selv, der udgør smerteoplevelsen, det er også det følelsesmæssige ubehag, som følger den fysiske fornemmelse. Sagt med andre ord – smerte begynder som et fysisk signal fra kroppen, men det er først i det øjeblik at signalet registreres som ubehag i vores bevidsthed, at der er tale om smerte.


