Psykiske smerter – en misforståelse
Tidligere var der en tradition for at skelne imellem smerter med en overvejende fysiologisk årsagsforklaring og smerter med en overvejende psykologisk eller social årsagsforklaring. Underlivssmerter har man tidligere henført til sidstnævnte kategori, som noget der var psykisk betinget, men som beskrevet tidligere skyldtes det, at den daværende viden på området var mangelfuld. I dag ved man bedre.
Det betyder dog ikke, at der aldrig kan være tale om en psykisk lidelse som årsag til smertesymptomer, men diagnosen af en psykisk lidelse skal stilles med samme grundighed som ved en fysisk lidelse og på baggrund af selvstændige symptomer. Diagnosen kan ikke blot stilles i mangel af bedre, bare fordi der ikke kan findes en fysisk forklaring på smerterne.
Med den viden vi indtil videre har omkring smertemekanismerne i underlivet, er det en alvorlig, risikofyldt og stigmatiserende generalisering at påstå, at kroniske underlivssmerter generelt eller ofte skyldes psykisk lidelse.
En anden misforståelse, som ind imellem ses blandt sundhedsfagligt personale, er ideen om, at patienten ikke har rigtige smerter men ”ondt i sjælen”. I denne opfattelse ligger samme misforståelse af årsagen til smerten, nemlig at det mere handler om patientens psykiske problemer end ”virkelige” smerter. Igen er der med den nuværende viden tale om en forkert antagelse.
I stedet for at tale om ”ondt i sjælen” vil det være relevant at tale om sorg. At blive ramt af kroniske smerter indebærer for mange også at skulle igennem en sorgproces, da det at blive ramt af kroniske smerter i høj grad også handler om at miste. Livet med kroniske smerter betyder et farvel til mange af de ting, man tidligere kunne gøre, og et farvel til det liv, man har levet indtil nu. Det betyder, at de følelser, som opstår i forbindelse med at miste, skal håndteres og bearbejdes.
Desuden er det velkendt, at mange patienter med kroniske smerter på et tidspunkt udvikler en depression som følge af de kroniske smerter. Her er det også vigtigt, at man ser på både smerterne og depressionen som genstand for behandling og ikke blot regner med, at smerterne forsvinder, hvis depressionen behandles. Depression er ofte en følgevirkning af kroniske smerter.
