Endometriosesmerter

Endometriose er kendetegnet ved en række symptomer. Man har fundet at flere af disse symptomer oftere er til stede samtidigt hos kvinder med endometriose end hos kvinder uden endometriose.

De hyppigste symptomer er:

  • Kraftige menstruationssmerter
  • Smerte ved ægløsning
  • Smerter mellem menstruationerne
  • Smerte ved vandladning
  • Smerte ved afføring
  • Forstoppelse
  • Diarre
  • Oppustethed
  • Uregelmæssig blødning
  • Kvalme eller opkast
  • Udpræget træthed og udmattelse

Ny forskning tyder på, at mange af disse symptomer kan være udløst af endometriosen via reflekser, der løber i bughulens nervesystem.

Når man sammenholder denne viden med dyreforsøg, og det man ved om smertemekanismerne i organerne i underlivet, så kan det være med til at forklare, hvorfor nogle kvinder med endometriose oplever smerter i områder af underlivet uden endometriose, for eksempel smerter ved blære eller tarm.

Nervesystemet er upræcist og sender en regnbyge af smerteimpulser ud til organerne i underlivet, selvom der måske kun sidder endometriose placeret på et enkelt organ.

De nyeste studier tyder altså på, at der er en biologisk forklaring på de mange uspecifikke smerter ved endometriose. Denne biologiske forklaring bør altid indgå i lægens overvejelser for at undgå misforståelser, stigmatisering, og psykologiserende forklaringer på kvinders uspecifikke underlivs- smerter, og endometriose bør altid overvejes, når der ses cykliske variationer i smertesymptomerne i underlivet, dvs. når smertene forandres i sammenhæng med menstruationscyklus.