Sorg
En helt essentiel del af den mindfulness- og accept-baserede tilgang til kronisk sygdoms- og smertehåndtering er det eksistentielle perspektiv. For det at blive ramt af kronisk sygdom og smerter medfører ofte et tab og en sorg, som skal bearbejdes. Der sker for mange nemlig et tab af det liv man kender til og havde, og et tab af muligheder. Mange ting forandres, og det kan derfor blive til et farvel til det liv man havde før sygdommen og smerterne.

Sorg er ikke kun knyttet til det at miste en nærtstående, som mange måske vil tænke. En følelsesmæssig sorg kan man også opleve i forbindelse med andre former for tab. Det kan være et tab af erhvervsevne, tab af fuld kropslig funktionsevne, identitetstab eller tab af drømme og mål på grund af kronisk sygdom og/eller smerter, som stiller sig i vejen.
Mange endometrioseramte kvinder, især yngre, som oplever sygdommen og smerterne som meget dominerende i hverdagen, oplever forskellige former for tab gennem tiden.
Her er det vigtigt at tillade sig tilbagevendende sorgprocesser, hvor du giver dig selv lov til at gå ind i sorgen og acceptere dens tilstedeværelse.
Processen at bearbejde den sorg, som kronisk sygdom og smerter kan medføre, indebærer oftest først en erkendelse af tabet, det vil sige, at man skal først blive klar over og forstå, hvad det er man har mistet – både på et intellektuelt og på et følelsesmæssigt plan. Processen indebærer også, at man til tider kan stå med voldsomme følelser, som skal håndteres.
Det kan være nødvendigt at give slip på det, der var, for fuldt og helt at kunne træde ind i livet igen med de nye betingelser, som sygdommen og smerterne kræver, og at kunne begynde at se nye muligheder med livet. Det er vigtigt at nå til en form for accept af sygdommen og smerterne som et livsvilkår, for at livet kan gå videre med andet end sygdom og smerter.


