Kan man skrive sig igennem sorgen?

Kan man bearbejde sorg udelukkende ved at skrive om den? Nej, det kan man formentlig ikke. Det er stadig vigtigt, at vi deler vores sorg med andre og får hjælp til at bære den. Men samtidig er det også vigtigt, at vi tager os tid og ro til at være alene med sorgen, for at give den plads inde i os selv.
Skriveterapi er en metode, der går ud på at skrive om sine tanker og følelser. Ofte er vi nemlig ikke fuldt nærværende og bevidste omkring os selv, og her kan skriveterapi hjælpe med at få kontakt til det, som er ubevidst for os. Det kan hjælpe dig til at få styr på tanker og følelser og udtrykke dig kreativt i processen hvor ting skal bearbejdes. Det, som før var utydeligt, kan blive tydeligt, og vi kan få nye erkendelser, som vi kan bruge fremadrettet i vores liv for at få det bedste ud af det.

Skriveterapi kan forgå ved hjælp af særlige skriveteknikker og skriveøvelser og kan se ud på mange måder. Det kan være en privat dagbog, eller at du skriver breve, digte eller romaner, eller det kan være en helt anden kreativ proces med collager, malerier eller tegninger – sangtekster og musik. Er man i akut krise er det dog ikke sikkert at skriveterapi vil være gavnligt lige nu. Derfor er reglen, at du kun skal kaste dig ud i det, hvis du tror, du kan skrive og være kreativ uden at blive overvældet eller få det værre.
Hvis du oplever at skrivning eller kreativiteten gør dig utryg eller ikke opleves konstruktivt, så stop og tal med nogen om det eller afled dig selv med noget andet. Undgå også at skrive på egen hånd, hvis du indenfor de seneste uger har oplevet et større traume. Brug frem for alt din sunde fornuft. Hvis du går i gang og kan mærke, at det gør mere skade end gavn, så stop! Men er timingen den rette for dig, kan der være mange positive effekter at hente ved metoden.


