Sorg-skriveøvelse

Oplever du at timingen er den rette, og har du nogle oplevelser af tab eller det at miste, som er relateret til din endometriose, vil vi anbefale dig at prøve denne skriveøvelse.
Øvelsen går ud på, at du skal skrive uafbrudt i et kvarter (15 min) fire dage i streg. Sæt et stopur til at ringe efter 15 min.

Du skal helst skrive i hånden og på et tidspunkt, hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret og har tid og ro til refleksion. Skriv helt ucensureret om de tanker og følelser som dukker op. Det er KUN dig som skal læse det. Der sker ofte det i starten af sådan en skriveøvelse, at der vil være en fase af “uglegylp” eller “affaldsspand”, hvor man virkelig er ynkelig, vred, offer eller ligefrem patetisk. DET MÅ MAN GODT VÆRE!

Henad vejen kan der så komme en mere klog og vis stemme op i én, der viser en mere konstruktiv vej til at lære at leve med sin tilstand og sine vilkår. Det er en del af processen. MEN, bliver du overvældet af angst eller andet ubehag så stop op, og gør noget andet i stedet, men vær ikke bange for store følelser, så længe du mærker, at du kan håndtere dem.

Dag 1

Giv dine dybeste tanker og følelser om dit tab relateret til sygdommen endometriose frit løb hen over papiret. Prøv at skriv konkret omkring situationen, hvad er der sket, hvem var involveret og hvordan har du oplevet det?

Dag 2

Du kan vælge at skrive om præcis det samme som dag 1 eller lade tankerne flyde videre, men fokus er stadig på at skrive frit og uafbrudt i de 15 min. Lad dig selv have alle de tanker og følelser som du nu engang har, de kan både være modsatrettede og politisk ukorrekte, men i denne øvelse er de alle tilladte.

Prøv nu også at skrive om, hvordan det, du har oplevet i relation til endometriosen, har påvirket dig – både i fortiden, i dag og hvordan det vil komme til at påvirke dig i fremtiden. Hvordan har det ændret dig, og hvordan har det ændret din relation til andre mennesker? Skriv også om hvilken del af situationen du selv har ansvar for, lige meget om det er en meget lille del eller en meget stor del.

Dag 3

Gør som de to foregående dage. Fortsæt med at udforske din oplevelse. Prøv også at reflektere over hvilken af de fire sorgopgaver du arbejder mest med lige nu og på hvilken måde. Du kan eventuelt prøve at placere din sorgproces på en tidslinje.
Har dine oplevelser ændret dit syn på dig, andres syn på dig eller dit syn på andre? Har du lært noget af oplevelsen? Og har den på godt eller på ondt ændret dit liv?

Dag 4

Fortsæt på samme måde som de foregående dage. Giv plads til frit at udforske dine tanker og følelser omkring oplevelsen, men prøv også i dag at give plads til at skrive om, hvordan du vil tage dine oplevelser med dig ind i fremtiden.

Hvilken effekt kan du forvente?

Du vil måske opleve, at du i dagene efter skriveøvelsen vil mærke følelser og tænke på oplevelser, du ellers havde glemt, og du kan føle dig mere sårbar end du normalt gør. Efter nogle dage vil det fortage sig, måske endda lette dig indeni, men du kan opleve at mærke flere forskellige følelser end du er vant til. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med dig – følelser er helt naturlige, og du er blot kommet i bedre kontakt med dem. Er du i tvivl om, hvorvidt øvelsen har vækket tanker, følelser eller adfærd, som du ikke kan håndtere, så kontakt f.eks. en psykolog eller en anden, du har tillid til.

Mange oplever den umiddelbare effekt af skriveøvelsen som en større klarhed og afklarethed omkring oplevelserne og mere mental og følelsesmæssig ro.

Nedenfor finder du skriveøvelsen som download på et arbejdsark.

Rigtig god skrivelyst!

Arbejdsark: Sorg-skriveøvelse