Endometriosens grundvilkår

De to eksistentielle grundvilkår, som især rammes ved kronisk sygdom og smerte, er følelsen af isolation og følelsen af meningsløshed. Nogle mennesker får det selv bearbejdet og sat på plads, men andre har brug for hjælp til det. Det kan dog være en hjælp i sig selv at vide, at det ikke er usædvanligt at opleve sådanne tanker og følelser.

Det, som er vigtigt, er, at du lærer at bære sygdommen endometriose og smerterne med dig, samtidig med at du gør de ting i livet, som er vigtige for dig. Du kan starte med at spørge dig selv, hvad du ville gøre med dit liv, hvis du ikke havde ondt? Hvad ville vi se dig gøre, hvis ikke du havde endometriose? Ikke var træt? Ikke var ked af det? Osv. Hvordan kan livet med endometriose og alt hvad sygdommen fører med sig give mening for dig?

Alt det som er vigtigt for dig på et dybere plan, afspejler dine værdier. Værdier er med til at give livet mening. De er en del af dig og den du er – din identitet.

Derfor er det vigtigt at finde frem til og få sat ord på, hvilke værdier som er betydningsfulde for dig, så du kan leve et liv i overensstemmelse med dine værdier trods sygdom og smerter. Arbejdet med at finde frem til lige præcis dine værdier her i livet kommer derfor på lige fod med mindfulness-øvelser og yoga til at være en del af forløbet fremadrettet.