Hvad er mindfulness?

I dette endometriose-håndteringsforløb har vi valgt en kropsbaseret mindfulness- og accept-tilgang til håndtering af endometriose. Det har vi, fordi vi dels har stor erfaring med denne tilgang, og fordi vi har set den positive effekt af denne tilgang mange gange. Men vi har også valgt det fordi forskning har vist, at det virker rigtig godt, når vi har at gøre med fysisk sygdom og smerter samt de negative psykologiske og sociale følgevirkninger heraf.

Inden vi går til de første praktiske mindfulness-øvelse, vil vi gerne fortælle dig lidt om, hvad mindfulness er.

Mindfulness

Mindfulness stammer oprindeligt fra den buddhistiske meditationstradition, hvor det antages, at man gennem meditation kan få indsigt i den menneskelige lidelses natur og derigennem opnå visdom, sindsro, medfølelse og velvære.

I den vestlige verden benyttes mindfulness oftest som et selvhjælps- eller terapeutisk redskab til at lindre fysisk, mentalt og følelsesmæssigt ubehag.

Mindfulness forklares indenfor den vestlige psykologi som en bestemt måde at være opmærksom på. På dansk kalder vi det også bevidst nærvær. Det er en form for opmærksomhed, som på én gang er observerende, beskrivende, ikke-dømmende og ikke-reaktiv i forhold til de oplevelser, der finder sted i nuet. Det kan både være i forhold til de indre kropslige fornemmelser, og vores tanker og følelser, og det kan være i forhold til ydre stimuli som syn, lyde og lugte, eller det kan være i forhold til vores adfærd og handlinger eller de oplevelser og begivenheder, som finder sted.

I dette forløb tager vi udgangspunkt i en færdighedstilgang til mindfulness. Med det menes der, at mindfulness her betragtes som en færdighed, der kan tillæres gennem regelmæssig træning. Ved at praktisere forskellige øvelser, er det muligt at blive mere observerende, accepterende, ikke-dømmende, ikke-reaktiv og nærværende i forhold til forskellige oplevelser.

Inden vi går videre til, hvordan mindfulness praktiseres, kan det være vigtigt først at forstå nogle af de sammenhænge, der er mellem vores krop, tanker, følelser og handlinger.