Symptomer og følgevirkninger ved endometriose

For langt de fleste kvinder opleves symptomerne på endometriose ikke før første menstruation og for mange stopper symptomerne, når kvinden går i overgangsalderen. For enkelte fortsætter problemerne desværre også efter overgangsalderen, hvilket kan skyldes en sensibilisering af nervesystemet. Denne problematik vil du lære mere om i session 2 om smerter.

Der er ikke altid sammenhæng mellem sværhedsgraden af endometriose og de symptomer, der opleves. Nogle kvinder med moderat til svær endometriose har måske slet ikke oplevet symptomer i nogen særlig grad, men får stillet diagnosen ved et tilfælde i forbindelse med en operation der skyldes andre årsager eller i forbindelse med, at de er i behandling for barnløshed. Omvendt kan andre kvinder have mange smertesymptomer, selvom de har en meget mild grad af endometriose.

Almindelige menstruationssmerter

Smerter under menstruation skyldes sammentrækninger i livmoderens muskulatur. De opstår som følge af hormonelle forandringer i dagene op til menstruationens start. Smerterne varer typisk 2-3 dage og er ubehagelige for de fleste. De hormonelle forandringer kan hos nogle kvinder også medføre kvalme, opkast, diarré og hovedpine under menstruationen.

Menstruationssmerter er helt normale og er i sig selv ikke et tegn på endometriose. De fleste kvinder med endometriose fortæller, at de har haft kraftige menstruationssmerter i teenageårene, men at smerterne er svære at skelne fra menstruationssmerterne hos kvinder uden endometriose, da det netop er normalt at have menstruationssmerter i let til moderat grad.

Underlivssmerter

Et af de mest hyppige symptomer ved endometriose er underlivssmerter. I starten er der tale om stærke menstruationssmerter, men efterhånden begynder flere at få ondt også imellem menstruationerne. Det kan dreje sig om uspecifikke underlivssmerter eller det kan være mere specifikke symptomer som smerter ved samleje, smerter ved vandladning eller smerter ved afføring.

Mange kvinder udvikler derudover smertefulde muskelspændinger i underlivet, som en konsekvens af de andre smerter.

Smerterne ved endometriose skyldes forskellige faktorer blandt andet blødning i bughulen og sammenvoksninger imellem organer, men derudover sker der også en påvirkning af nerverne i området i bughulen, som kan medføre smerte. Smertemekanismerne ved endometriose vil du blive klogere på i forløbets session 2.

Mave-tarm-problemer

Mange kvinder med endometriose oplever at have mave-tarm-problemer. Det kan dreje sig om mavesmerter, oppustethed, øget luftafgang, diarre, forstoppelse og smerter ved afføring.

Mange af symptomerne ligner symptomer på irritabel tyktarm (IBS) og det store sammenfald i symptomer imellem de to sygdomme kan gøre det vanskeligt at skille dem ad, både for kvinden selv og for fagpersoner. Det kan være årsagen til, at så mange kvinder med endometriose i første omgang enten fejldiagnosticeres eller diagnosticeres meget sent.

Nyere forskning tyder på, at endometriose netop kan være årsag til mave-tarm-problemer. Det skyldes, at endometriosevævet kan påvirke og ændre nervesystemet i bughulen, som så udløser reflekser der påvirker tarmens funktion og smertetærskel.

Et dansk studie har vist, at kvinder med endometriose har 5 gange større risiko for at opfylde diagnosekriterierne for IBS end kvinder uden endometriose, samt at forekomsten af mave-tarm-problemer er uafhængig af, hvor i bughulen endometriosen sidder placeret.

Det kan være svært at skelne imellem endometriose-relaterede mave-tarm-problemer og IBS-relaterede mave-tarm-problemer, og i virkeligheden er det måske to sider af samme sag. Så hvis du lider af endometriose og oplever generende mave-tarm-problemer, kan en ændring i kost og livsstil være af afgørende betydning for en generel bedring af dine symptomer og din livskvalitet. Du vil få mulighed for at fordybe dig mere i endometriose-venlig kost, motion og sundhed lidt senere i forløbet (session 8).

Fertilitetsproblemer

Ufrivillig barnløshed er en hyppig følgevirkning af endometriose. Barnløsheden skyldes ikke kun, at sædceller og æg ikke kan komme i kontakt med hinanden på grund af sammenvoksninger, men også at endometriosevævet udskiller stoffer, som gør det svært for sædcellen at befrugte ægget og svært for et eventuelt befrugtet æg at sætte sig fast.

Træthed

De fleste piger og kvinder med endometriose oplever ud over smerter en udpræget træthed og manglende energi i hverdagen. Træthed og udmattelse er karakteristisk for kroniske sygdomme i bughulens indre organer og kan skyldes dårlig søvnkvalitet udløst af smerterne.

Alligevel oplever nogen, at trætheden og udmattelsen varer ved på trods af, at smertesymptomerne bedres, og studier har vist, at det er endometriosen i sig selv – mere end smerterne – der er sammenhængende med træthed og udmattelse.

Der er fundet en sammenhæng imellem træthed og udmattelse hos kvinder med endometriose og vanskeligheder ved at falde i søvn, smerter, depression og arbejdsrelateret stress. Et stort dansk studie har vist, at det at føle sig træt og udmattet er den største risikofaktor for dårlig arbejdsevne blandt kvinder med endometriose – endda en større risikofaktor end smerter.

Man ved endnu ikke meget om, hvad trætheden og udmattelsen ved endometriose skyldes. Nogle forskere peger på, at den kroniske inflammation og den tilsvarende aktivering af immunsystemet, kan være en del af forklaringen sammen med bl.a. forhøjet og for nogle endda kronisk forhøjet stress-niveau.

Når man er træt og sover dårligt, sker der ofte det, at tankerne begynder at køre rundt i hovedet. Det kan ende med at blive en ond spiral, hvor tanker og bekymringer om ikke at kunne sove fører til mere uro og søvnløshed. Til sidst kan kampen for at falde i søvn blive selve problemet.

De forskellige mindfulness- og accept-teknikker du kommer til at arbejde med igennem forløbet her, vil også kunne bruges til håndtering af træthed, udmattelse og søvnproblemer.

Psykologiske og sociale følgevirkninger

Det kan være en udfordring både for kvinden og for hendes pårørende at tale med venner, familie eller arbejdskolleger om underlivssmerter og menstruationsproblemer. Sygdommen kan være svær at forklare og fortælle om til dem, som ikke kender til den. Det skyldes ikke kun, at den sidder i underlivet og er ”usynlig” for andre, men også at den er behæftet med mange tabuer. De fleste ville have meget lettere ved at forklare et brækket ben eller en sygdom som sukkersyge eller hjertekarsygdom, da det er sygdomme, som de fleste har kendskab til.

Endometriose er derimod et ”kvindeproblem” som ikke går over efter 6 uger i gips eller den rette medicin. Endometriose er en kronisk sygdom, som i en del tilfælde vil følge kvinden resten af livet i en eller anden form.

At leve med endometriose har vist sig ofte at medføre en række negative psykologiske og sociale følgevirkninger. Følgevirkningerne kan være så voldsomme for den enkelte, at de opleves som mere invaliderende end de fysiske symptomer.

Nedenfor er nævnt en række eksempler på følgevirkninger, som i nogle tilfælde kan påvirke og begrænse livet og dagligdagen for patienter med endometriose. Følgevirkningerne kan være:

• Fysiske begrænsninger og vanskeligheder ved at udføre dagligdagsopgaver
• Nedsat aktivitetsniveau
• Søvnproblemer, træthed, manglende energi og udmattelse
• Koncentrations- og hukommelsesbesvær
• Stress
• Nedtrykhed eller depression
• Vrede, skyld eller skam
• Bekymringer, katastrofetanker og angst
• Sorg
• En følelse af meningsløshed
• Identitetsforvirring, hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvad skal jeg med mit liv?
• Nedsat arbejdsevne
• Økonomiske og sociale problemer
• Problemer i forhold til familie, venner, børn, partner og seksualliv
• Generelt nedsat livskvalitet