Supplerende behandlinger

De fleste kvinder med endometriose lever en god eller acceptabel tilværelse på trods af sygdommen, men erfaringen viser desværre, at op imod 10-20% udvikler kroniske smerter. Ud over de traditionelle behandlingsformer findes der forskellige supplerende behandlinger, teknikker og livsstilsændringer, som du selv har mulighed for at opsøge.

Mange kvinder med endometriose oplever, at et godt supplement til bedring i sygdommens symptomer, et øget velvære og en bedre livskvalitet, kan være en kombination af forskellige supplerende behandlinger. Det kan være med fokus på kostændringer, motion, psykologisk støtte eller terapi eller som i dette forløb mindfulness-træning og yoga.

Kostændringer

Kosten kan have stor indflydelse ved menstruationssmerter og ved mave-tarm-problemer, og individuelt tilpassede kostændringer kan være med til at lindre de symptomer, som ses ved de disse tilstande samt forbedre livskvaliteten. Du kan læse mere om endometriose, kost og mave-tarm-problemer i forløbets session 8.

Motion

Motion kan i sig selv virke smertelindrede og kan øge din generelle sundhed og modstandsdygtighed over for sygdom. Hvis du har en god kondition, føler du dig ikke bare mindre træt, fordi du kan gennemføre dagligdagens gøremål uden besvær og uden at skulle hen og ligge, men du lever faktisk også længere og føler dig sundere.

Fysisk aktivitet har i det hele taget en lang række sundhedsmæssige gevinster, og er særlig relevant i forhold til endometriose af flere årsager, som vil blive uddybet i session 8 om “Sundhed, kost og motion”.

Psykologisk støtte eller terapi

Psykologisk støtte eller terapi kan have positive effekter på smerteoplevelsen, hjælpe dig til en større accept og bedre håndtering af smerter i hverdagen, og du kan få bearbejdet eventuelle svære følelser, tanker og tidligere oplevelser, som livet med endometriose har medført.

Et nyt dansk studie har vist, at psykologisk støtte og terapi i kombination med motion kan forbedre livskvaliteten markant hos kvinder, der lider af kroniske underlivssmerter på grund af endometriose. Man fandt også at kvinderne oplevede større kontrol over sygdommen/smerterne, bedre følelsesmæssigt velvære og en større smerteaccept.

Mindfulness-træning

Mindfulness-træning kan øge både fysisk og mentalt velvære. Samme danske studie viste, at et smertehåndteringsforløb baseret på mindfulness-træning og yoga medførte samme forbedring af livskvalitet og havde samme effekt på oplevelsen af kontrol over sygdommen/smerterne, følelsesmæssigt velvære og smerteaccept, som en psykologisk behandling uden mindfulness-træning og yoga.