Arbejdsark: Smertedagbog
Du er nu blevet klædt på med en masse viden omkring smerter og smertemekanismer. Derfor går vi videre til, hvordan du kan lære dine egne smerter bedre at kende.
Nedenfor finder du et skema (eller en smertedagbog) som du kan udfylde over en periode på en måneds tid (30 dage). Formålet med at udfylde dagbogen er at lære smerten bedre at kende og finde ud af, om der er et særligt mønster i smerten over tid, og om der er bestemte situationer eller ting i din hverdag, som har betydning for om smerten stiger eller falder.
Du udfylder skemaet ved at sætte kryds i feltet ovenover dagen (f.eks. dag 1 – smerteniveau 5). Du sætter altså krydset ovenover dagen ud for det tal fra 0 til 10 som bedst repræsenterer dit smerteniveau (0=ingen smerter og 10=værst tænkelige smerte). Efter 30 dage vil det så være muligt at tegne en kurve over dit smerteniveau, ved at trække en streg fra kryds til kryds startende ved dag 1 og sluttende ved dag 30. Du kan starte med at udfylde smertedagbogen på en hvilken som helst dag i måneden.
Under dagen kan du sætte kryds ud for om du har været på arbejde, været fysisk aktiv, sovet godt og nok, fået slappet af osv. Der er også plads til at du selv kan tilføje de ting, som lige præcis DU oplever har en betydning for dit smerteniveau. Efter en måned kan du prøve at tage et kig på smertedagbogen, for at blive klogere på om der er systematik i din smerte. Nogen gange – særligt ved cyklusrelaterede smerter – kan det være nødvendigt at udfylde dagbogen over flere måneder før man eventuelt kan se et mønster.



