Familie og venner
Kroniske smerter er ikke kun kvindens problem. Det berører hele familien, parforholdet, børnene og vennerne. Når man er kronisk syg, er det godt at have en familie og gode venner omkring sig til at hjælpe og støtte, og har man ikke familie, er det særligt vigtigt at passe godt på de gode venskaber, man har. Det kan være en enorm lettelse at have nogen at tale med om det, som er svært og om de følelser, som man oplever i forbindelse med smerterne, og det betyder meget, at de nærmeste kan forstå en.
I de første år hvor man lider af endometriose og vedvarende smerter, får sygdommen og smerterne selvsagt en stor opmærksomhed. I denne periode er det rigtig vigtigt at være opmærksom på, at når sygdommen og smerterne viser sig at være kroniske, og situationen måske ikke umiddelbart forandrer sig, så kan det være en udfordring og faktisk en belastning for familie og venner at blive ved med at høre den samme klage fra den smerteramte over, hvor uretfærdig tilværelsen er.
Det kan tære hårdt på omgangskredsen, og mange oplever, at tidligere venner falder fra. Det kan være fordi den smerteramte selv isolerer sig, men det kan også være fordi vennerne har svært ved at forholde sig til sygdom og lidelse, særligt når der ingen forandringer sker. Parforhold og ægteskaber kan også gå i stykker i denne periode, og det kan derfor være en aflastning for familie og venner, hvis man melder sig ind i en patientforening eller bruger en støttegruppe til at dele både frustrationer og gode råd til, hvordan man håndterer sygdommen og smerterne.

Som kronisk smertepatient skal man passe godt på sine sociale relationer, da de får stor betydning fremover, og da det kan være sværere at etablere nye venskaber på grund af de begrænsninger, som smerterne kan medføre. At dele både det gode og det dårlige med andre i samme situation kan vise sig at være en stor hjælp for personen med kroniske smerter, samtidig med at det kan være det, som får venskaber og familieforhold til at holde.
Som tiden går, og efterhånden som situationen forandrer sig, og man bliver bedre til at håndtere smerterne, er det nye udfordringer, man møder i forhold til familien og vennerne. Langt de fleste føler et stærkt behov for at hjælpe en person, som lider af sygdom og smerter, men nu er det ikke sikkert, at man som smertepatient har det samme behov for konstant at blive mindet om sin sygdom og smerter.
Nu har man måske brug for at snakke om helt almindelige dagligdagsting og ikke hele tiden blive spurgt til, hvordan man har det. Mange oplever, at de bliver i dårligt humør og måske ligefrem at smerterne forstærkes, når de bliver mindet om dem. Derfor kan det være en god ide at fortælle både familie og venner, hvordan situationen nu ser ud, og hvad det helt konkret er, man har brug for fra dem. Hvad har man brug for, at de spørger til? Hvilke hensyn skal der tages? Og hvad har man brug for hjælp til?


