Fra værdier til mål til handling

Der er grundlæggende fire trin til engageret handling:

1. Vælg det livsområde, hvor du ønsker at arbejde med at skabe en forandring.
2. Vælg de værdier, som du ønsker i højere grad at forfølge indenfor dette livsområde.
3. Opstil mål som er styret af disse værdier.
4. Igangsæt bevidst nærværende handling.

At opstille værdibaserede mål

Når du har valgt det livsområde du gerne vil arbejde med og har valgt hvilke værdier du gerne vil forfølge, er det tid til at opstille nogle mål.

Når du opstiller et mål, skal du sikre dig, at det er et SMARTmål:

Specifikt
Meningsfuldt
Attraktivt
Realistisk
Tidsdefineret

Specifikt: Først skal du starte med at gøre de handlinger, du vil foretage for at opfylde dette mål, specifikke. Det vil sige, du skal beslutte hvornår og hvor du vil gøredet og hvem og hvad, som skal være involveret. Det skal gøres specifikt nok til, at du kan se, om du har opnået det eller ej.
Et eksempel på et uspecifikt mål er: ”Jeg vil tilbringe mere tid sammen med mine børn”, hvorimod et specifikt mål vil være: ”Jeg vil spille et brætspil med mine to drenge på lørdag kl. 14.00”.  

Meningsfuldt: Hvis et mål virkelig er styret af dine værdier, vil det også opleves som personligt meningsfuldt. Mangler det en følelse af formål, skal du derfor undersøge, om det virkelig er styret af dine værdier, eller om du i stedet måske forsøger at følge en rigid regel, forsøger at behage andre eller at undgå noget smertefuldt. Viser det sig, at det ikke er styret af dine værdier, skal du prøve at opstille et nyt mål.

Attraktivt: Hjælper målet dig til at bevæge dig i en retning, der, så vidt du kan forudsige det, vil forbedre din livskvalitet?

Realistisk: Målet skal være realistisk for dig at opnå, når du medtænker dit helbred, dine færdigheder/kompetencer, din økonomi og den tid, du har til rådighed.

Tidsdefineret: Om muligt bør du fastsætte en dag, dato og et tidspunkt for de handlinger, du vil foretage. Er det ikke muligt, bør du som minimum fastsætte en tidsramme.