Mindfulness-øvelser

Vi startede dette forløb med en meget formaliseret tilgang til mindfulness træning for at øve os i at være observerende, registrerende og beskrivende, uden at dømme og evaluere og uden at forsøge at ændre det vi mærker. Vi har nu øvet og øvet og øvet denne attitude igennem 7 uger og er ved at være klar til at overføre den til en måde at være på mere generelt i hverdagen og i livet.

I denne uge præsenteres du derfor for en række mindfulness-øvelser, som omhandler ”mindfulness i hverdagen”:

Mindful spisning

Rosinøvelsen – guidning

Mindful badning

Instruktion – evt. guidning

Mindful motion og bevægelse

Gående meditation (udenfor) – guidning

Mindfulness i naturen

Jo oftere vi besøger naturen, og jo længere tid, vi tilbringer der, jo mindre stressede er vi, og hvis vi samtidig bruger naturen i vores mindfulness-praksis, kan det give en yderligere følelse af ro og harmoni.
Nedenfor er lidt forskellige forslag til hvordan du kan bruge naturen i din mindfulness-praksis:

Afslapning igennem naturens lyde
Sæt dig så bekvemt som det er muligt for dig, gerne et smukt sted i naturen, hvor der overvejende er naturskabte lyde. Ret så opmærksomheden mod lydene og lad bevidstheden og sanserne være fuldt åbne.

Fokuseringsøvelse
Find en genstand i naturen, som du kan fokusere på. Det kan være en smuk blomst, en rislende bæk, en sten eller et træ. Giv dig nu god tid til at studere dets form, farver og nuancer. Giv dig selv lov til at forbinde dig med genstanden for din opmærksomhed uden at analysere, vurdere eller prøve at forstå. Du skal bare være med det, der er.

Meditation ved solnedgang eller solopgang
Som travle bymennesker kan vi let miste fornemmelsen for døgnets naturlige rytme. Du kan genvinde denne fornemmelse ved at stå op sammen med naturen ved solopgang og opleve, hvordan alt liv i naturen vågner. Eller du kan falde til ro efter en lang dags aktiviteter, når solen går ned, og naturen går til ro.

Meditation på uendeligheden
Sæt dig et sted i naturen med et stort udsyn. Når du er ”landet” prøv så at kigge mod himlen eller horisonten og lad bevidstheden åbne sig for den ubegrænsede himmel. Prøv at lade det indre og ydre smelte sammen, og måske vil du føle dig ét med rummet og himlen.

Du er selvfølgelig stadig velkommen til også at holde fast i at praktisere en enkelt eller to af de tidligere mindfulness-øvelser (kropsskanning, åndedrætsmeditation, opmærksomhedsøvelser), som du føler gør noget for dig.

Vælg det ud, som du kan mærke du har mest lyst og energi til at arbejde med og hold fast i det! Husk at du kan vende tilbage til programmet og de øvelser, du ikke nåede på et senere tidspunkt og på den måde forlænge hele processen, hvor du arbejder med dig selv.

Som i de andre uger vil vi opfordre til, at du træner lidt hver dag. Vi anbefaler stadig, at du udfylder arbejdsarket ”Hvad lægger du mærke til?” om din oplevelse, som du kender det.

Du finder alle de resterende guidede mindfulness-øvelser i ”Redskabskassen” under ”Oversigt over forløb”.