Smerte og lidelse

De problemer og følgevirkninger, som de fysiske smerter er årsag til, kaldes for lidelse. Det er altså ikke kun smerterne i sig selv, men også måden hvorpå du reagerer på smerterne mentalt, følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt, der kan være med til at forstærke smerteproblemet og den negative indflydelse på hverdagslivet.

Reaktionen på smerterne kan ske bevidst, men ofte er det en helt ubevidst reaktion, som, hvis du bliver bevidst omkring den, kan ændres til at blive mere konstruktiv frem for destruktiv. Det drejer sig for eksempel om de skældsord, der dukker op i dine tanker eller den angst, vrede, nedtrykthed eller usikkerhed, som du kan føle i forbindelse med at du har smerter.

Det kan være, at du helt begynder at undgå bestemte ting i et forsøg på at undgå lidelsen, tankerne, nedtryktheden og angsten. Ulykkeligvis kan en sådan ”undgåelses-adfærd” resultere i et temmelig begrænset liv, hvor forsøg på at kontrollere smerterne og undgå lidelsen gør, at store beslutninger træffes på baggrund af undgåelse frem for, hvad der egentlig føles vigtigt og værdifuldt for dig.

Den traditionelle smertebehandling fokuserer ofte ensidigt på at mindske, hvad vi kan kalde for de rene fysiske smerter, men det er i særdeleshed også muligt at gøre noget for at mindske den lidelse, som de fysiske smerter medfører. Mindre lidelse kan være med til at gøre den samlede smerteoplevelse mindre ubehagelig.

Den samlede smerteoplevelse

Figuren nedenfor er en forsimplet måde at anskue smerteoplevelsen på. Groft sagt kan man forstå den samlede oplevelse af smerte som sammensat af både kropslige fornemmelser, tanker, følelser og adfærd.

Den kropslige fornemmelse ved smerteoplevelsen kan være den stikken, brænden, jagen, banken, muren med mere, du sanser fra det område af kroppen, hvor smerten sidder. Det er oftest ved den kropslige fornemmelse, at smerteoplevelsen begynder, og den sætter så gang i nogle tanker omkring, hvad det er, du mærker.

De tanker, som er forbundet med en ubehagelig smerteoplevelse, består ofte af såkaldte katastrofetanker eller negative tanker. De kan sætte gang i følelser af ubehag, vrede, nedtrykthed, ked af det, frustration, skam, skyld med mere, mens den efterfølgende smerteadfærd kan bære præg af undgåelse, passivitet eller forsøg på at kontrollere smerterne for at undgå ubehaget, de negative tanker, følelser og lidelsen.

Da kropslige fornemmelser, tanker, følelser og adfærd gensidigt påvirker hinanden, er det muligt at ændre på smerteoplevelsen ved at arbejde på at ændre bare ét eller flere af disse aspekter.

Når der er tale om kroniske smerter, er det ofte sværest at påvirke de rene fysiske smerter, men det er som regel dér, hvor alt energi bliver sat ind. Inden for psykologien behandles smerter derfor oftest ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme. Det betyder, at behandlingen fokuserer på både fysiologiske, psykologiske og sociale aspekter af smerteoplevelsen og livet med kroniske smerter.

Når der ikke længere kan gøres noget i forhold til de fysiologiske forhold ved smerten, er en af psykologiens vigtigste metoder at kunne skifte fokus til de psykologiske eller sociale forhold og følgevirkningerne af smerterne, hvor der muligvis stadig kan gøres noget. Det, at lære at leve med smerter, kan nemlig være en kæmpe udfordring, af flere grunde:

Kroppen:

Det er naturligt at spænde op i kroppen, når man registrerer smerte, og det kan give træthed og udmattelse i krop og sind døgnet rundt. Det kan risikere at blive en ond smertecirkel og bl.a. også forstyrre nattesøvnen og reducere koncentrationsevne og energi dagen igennem.

Med bl.a. yoga og mindfulness-øvelser træner vi her i forløbet, hvordan du kan lære at gøre noget grundlæggende unaturligt i forhold til smerterne, nemlig at slappe af. Fra næste uge, vil vi også træne at bruge åndedrættet helt bevidst til at tanke ny energi på, og du vil lære at styre nervesystemet på en måde, som »normale« mennesker ellers ikke kan.

Sindet:

Det er en naturlig konsekvens af smerte, at tanker og følelser bliver mere negative. Håbløsheds- og hjælpeløshedsfølelse kan være konsekvensen af at være spærret inde i et smertefængsel. Du bekymrer dig måske om, om de nære relationer holder… Om du kan fastholde eller komme tilbage på job eller uddannelse… Du er måske bange for, om sygdommen udvikler sig yderligere… Har koncentrationsbesvær, dårlig søvn… Identitetsovervejelser… Tænker måske over, hvad du skal stille op med dit liv, hvis det fortsætter sådan her…

Smerter kan afføde stress, angst, depressionslignende tanker og følelser eller sorg over at være blevet ramt af sygdommen. I forløbet her kommer du derfor også til at arbejde med de følelser igennem forskellige mindfulnessøvelser, så det i højere grad bliver muligt at håndtere og give slip på både bekymringstanker og svære følelser, og give plads til, at glæde og fremtidstro kan vokse.

Relationerne:

Når smerterne vokser, sker der naturligt en indskrænkning af vores opmærksomhedsfelt, hvor man bliver mere indadvendt – og hvor man opfattes mere tillukket af omgivelserne. Det vil sige at ens sociale liv kan blive ramt hårdt – måske ligefrem med de konsekvenser, at det sociale netværk indskrænkes, og man føler sig forladt.

Tilknytning til uddannelse og job er ligeledes truet, hvilket kan påvirke både økonomi, identitet og drømme og mål for livet. Vi kommer derfor også til at arbejde med værdier, – altså, hvad der er vigtigt for lige præcis dig, hvem du gerne vil være, og hvor du gerne vil hen med dit liv, så du samlet set ender ud mere afklaret og tilfreds i forhold til både job og i dit privatliv, med eventuel kæreste, venner og familie.