Håndtering af tanker og følelser

Når svære tanker og følelser skal håndteres, er der indenfor den mindfulness-baserede tilgang fokus på at lære at forstå sammenhængen imellem de kropslige reaktioner du mærker, de tanker og følelser som sætter i gang, og de handlinger du foretager på baggrund af den sammenhæng. En sammenhæng der går flere veje, hvor også dine handlinger påvirker dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser.

Denne tilgang kender du allerede nu fra de første 3 uger af dette forløb, hvor fokus netop har været på at registrere, hvad du mærker i krop, sind og følelser i forbindelse med f.eks. en kropskanning, og hvordan du reagerer på det, du mærker.

Det, du har trænet indtil nu, er dels en psykologisk selvindsigt i de mønstre imellem krop, tanker, følelser og handlinger, som er på spil hos dig, og så er det træning af din opmærksomhed. Du har lært, at du selv kan kontrollere og styre din opmærksomhed lige derhen, hvor du vil. Dette kan du bruge helt konkret i håndteringen af de tanker og følelser, som du oplever som ubehagelige.

Formålet er, at du lærer at kunne adskille processerne, så du enten kan ændre din adfærd i en mere konstruktiv retning, eller at du lærer at forholde dig helt neutralt og accepterende til det der foregår i krop, sind og følelsesliv uden at reagere på det, men bare lader det være, som det er.