At lade tanker og følelser være…

Men! Hvorfor skal jeg lære at lade tanker og følelser være, når det, jeg har allermest lyst til, er at slippe af med dem?
Lige meget hvor meget vi end ønsker det, eller hvor meget vi prøver at kontrollere det, så kan vi ikke selv bestemme, hvilke kropslige fornemmelser, tanker eller følelser vores hjerne og nervesystem sender af sted til os. Vi kan altså ikke selv bestemme indholdet af vores tanker eller hvornår og hvor ofte, de dukker op, ligesom vi heller ikke selv kan kontrollere, hvilke følelser vi føler lige nu, eller hvilke fysiske fornemmelser, vi mærker i kroppen.

Vi bruger ofte en telefon, som metafor herfor. Vi kan spørge os selv: Når telefonen ringer, er det så muligt selv at bestemme hvem det er, der ringer? – Nej, det er det ikke. Til gengæld kan vi selv vælge, om vi vil tage telefonen – altså om vi vil ”gå ind i” tanken eller følelsen, eller om vi vil lade telefonen ”ringe”, det vil sige lade tanken eller følelsen være.
Det, der ofte sker, når man ”lader telefonen ringe” i stedet for at tage den, er, at dem i den anden ende, som forsøger at få vores opmærksomhed, at komme i kontakt med os, på et tidspunkt giver op og stopper med at ringe.
Det samme kan ske med tanker og følelser. Når vi lader tankerne være, det vil sige ikke går med tankerne – tænker over dem og tænker videre – så fortæller vi hjernen, at de ikke er vigtige, og at der ikke er nogen grund til at sende disse tanker igen. Går vi derimod med tankerne og ind i tanken eller følelsen fortæller vi hjernen, at de er vigtige at beskæftige sig med og så fortsætter hjernen med at sende de samme tanker og følelser af sted til os.
VIDEO: Vinduesmetaforen (denne video er desværre ikke optaget endnu)
Tanketog
Forskere mener at vi tænker et sted imellem 30.000-70.000 tanker i døgnet. Men de fleste af disse tanker når vi slet ikke at opfatte, før de er forsvundet igen, og en stor del af tankerne er ”gentagelses-tanker”, det vil sige tanker vi har tænkt mange gange før.

Du kan prøve at forestille dig, at dit hoved er som en hovedbanegård for ”tanketog”. Nogle tog vil være gennemgående tog, som du knap når at se, hvad kommer med, inden de er forsvundet igen. Andre tog kører i loop og kommer forbi igen og igen, imens igen andre tog holder ind ved perronen og giver dig mulighed for at stige ombord, så du kan undersøge, hvad toget har med.
Det er her du går ind i tanken (eller følelsen). Du går måske igennem toget og undersøger alle sæderne og måske vælger du at lade dig lede videre ned i næste togvogn og næste togvogn og næste togvogn osv. Dette bliver en metafor for, hvordan du får forvildet dig ind i dine tanker, hvor den ene bekymring kan lede videre til den næste bekymring.
Og hvad stiller man så op, når man ikke kan bremse bekymringerne?
Det handler om at stige af toget igen. Eller endnu bedre, at træne sig selv i slet ikke at gå ombord, men at lade toget være. Det kan holde lige så længe det vil på perronen, men lader vi det være, vil det på et tidspunkt køre videre af sig selv – UDEN at vi er ombord! Rent praktisk handler det om noget så simpelt som ikke at lade tanken eller følelsen få kontakt eller fange din opmærksomhed men at flytte opmærksomheden et andet sted hen. Og det er du allerede godt i gang med at træne.


