Introduktion til tanker og følelser
Det er helt naturligt, hvis du som følge af at leve med smerter og endometriose, oplever at dine tanker og følelser bliver mere negative. Både følelser af håbløshed og hjælpeløshed eller manglende kontrol kan være konsekvensen af at være spærret inde i et smertefængsel. Du bekymrer dig måske om, om dine venskaber kan holde til det – og hvad med parforholdet eller muligheden for at finde en partner? Kan du mon fastholde eller komme tilbage på arbejdet eller uddannelsen? Og måske tænker du over, hvad du skal stille op med dit liv, hvis det fortsætter sådan her – eller du er bange for, om sygdommen udvikler sig.

Det kan også være, at du oplever at tankerne er begyndt at stikke af. Oftere og oftere griber du dig selv i at lade bekymringerne rulle af sted, hvor én bekymring leder til den næste, og pludselig befinder du dig i et sort hul, hvor humøret er helt i bund. Det kan samtidig være, at du oplever, at du får sværere ved at koncentrere dig, eller at du sover dårligere.
Studier viser, at kvinder med endometriose, som oplever smerter, scorer højere på angst og depression end kvinder generelt. Mange føler nemlig ikke, at de kan håndtere eller udholde smerten, og det kan efterlade dem vrede, ulykkelige og kede af det, og det kan medføre en følelse af hjælpeløshed eller at føle sig isoleret eller ikke at være noget værd. Det øger igen risikoen for at udvikle en depression, og der kan også være følelser af skam eller skyld. Mange kvinder oplever, at det kan være svært at tale om sygdommen med andre, da de ofte føler sig mistroede, hvilket kan lede til en følelse af ensomhed.
I denne uge skal vi med helt bestemte mindfulness-øvelser arbejde med de svære tanker og de svære følelser, som kan følge med sygdommen endometriose. Formålet er, at det i højere grad skal blive muligt for dig at give slip på tanker og følelser, dvs. ”at lade dem være”.
Det lyder måske mærkeligt, at det du skal lære er, at lade tankerne og følelserne være, når det, du sikkert har allermest lyst til, er at slippe helt af med dem. Dette vil vi uddybe, når vi når til håndtering af tanker og følelser. Først vil vi gennemgå nogle af de svære tanker og følelser, som kan være forbundet med endometriose.


