Mindful spisning

Mærk efter hvad du har brug for – et let eller et tungt måltid. Hvor sulten er du? Sammensæt dit måltid af sunde råvarer som passer med det, du har lyst til. Kombiner eventuelt forskellige smagsvarianter – sødt, salt, surt, bittert og umami. Anret det på tallerkenen så det præsenterer sig bedst muligt og fyld kun den mængde mad på, som du forventer at kunne spise, inden du bliver mæt.
Sluk tv og radio, læg læsestof og mobiltelefonen væk, så der kun er dig og din mad helt uforstyrret. Mærk efter inden du begynder at spise, hvordan sidder du på stolen? Hvad mærker du i kroppen? Tag et par dybe vejrtrækninger og se om du kan ”lande” i det, du skal til at i gang med.
Føler du dig rastløs eller keder du dig, så er det et tegn på, at du ikke er mindful. Når til gengæld dit sanseapparat aktiveres og udfoldes, så forsvinder tid- og rumfornemmelsen på den gode måde. Sans maden. Kig på den. Se farver, former og tekstur. Tag dig tid til at dufte til maden. Lugtesansen samarbejder med smagssansen, så selve det at lugte til maden, forstærker smagssansen.
Mærk hvordan selve denne akt får spytkirtlerne til at danne store mængder spyt. Heri er de enzymer, der starter fordøjelsesprocessen. Når du tager en mundfuld, så sørg for, at du ikke tager mere ind i munden, end det føles rart at have der. Læg kniv og gaffel og koncentrer dig om at tygge. Findel maden og lyt også til lydene, når du spiser. Lyden når du tygger, lyden når du synker, mavens rumlen. Bestikket mod tallerkenen.
Først når synkerefleksen udløses, næsten uden at du kan stoppe den, synk så maden. Fornem hvordan den roligt glider gennem halsen og ned i maven. Mærk maven bliver fyldt stille og roligt, én bid ad gangen. Mærk undervejs i måltidet efter, om du er ved at være mæt, og stop med at spise, når de første mæthedsimpulser rammer dig.


