Værdikompas for hverdag og relationer

Formålet med denne uges værdiøvelse er at finde ind til dine værdier og kernen i dig selv i forhold til de områder af livet, som har at gøre med hverdag og relationer, og som på den ene eller den anden måde berører os alle.

Prøv at tænke over hvad der er vigtigt for dig på hver af livsområderne:

  • Familie/forældreskab
  • Parforhold/intimitet
  • Venner/socialt liv
  • Uddannelse/arbejde/karriere
  • Fritid/sjov
  • Hjem/omgivelser

Hvad vil du gerne opleve indenfor de forskellige områder? Hvad er vigtigt for dig uafhængigt af din alder og af, hvordan dit liv ser ud i dag? Prøv at identificere den retning, du ønsker dit liv skal tage indenfor hvert livsområde, og udfyld skemaet (vedhæftet nedenfor) med de 3 vigtigste værdier indenfor hvert livsområde.

Du må gerne finde inspiration på arket med værdikort:

Det er helt ok at bruge noget tid på øvelsen. Måske er det let for dig at udfylde skemaet med det samme eller måske har du brug for at lægge det fra dig og tage det frem igen om en dag eller to.

Færdiggørelse af værdikompasset

Som i sidste uge skal du, når du har valgt de 3 vigtigste værdier indenfor hvert livsområde, vurdere på en skala fra 0-10, hvor vigtig hver værdi er indenfor dette livsområde (Vigtighed). Jo højere tal du vælger, jo vigtigere er værdien. Hvis tallet er lavt, kan det være et udtryk for at den værdi du har valgt måske alligevel ikke var den vigtigste. Prøv så at mærke efter om der er andre værdier der er vigtigere og vælg en af dem i stedet.

Herefter vurderer du på en skala fra 0-10 i hvor høj grad du oplever at kvaliteten af denne værdi er til stede indenfor dette livsområde, og hvor meget du lige nu lever i overensstemmelse med denne værdi (Realitet).

Til sidst beregner du forskellen imellem vigtighed og realitet. Forskellen afspejler i hvor høj grad du lige nu lever i overensstemmelse med dine værdier indenfor hvert livsområde, eller hvor meget der skal ændres på for at komme til at leve mere i overensstemmelse med dine værdier. Jo mindre værdien er, jo mere lever du i overensstemmelse med dine værdier.

Gem nu dette ark til vi når til session 9 i forløbet. I session 9 “Værdibaseret handling” vil vi se på hvordan du kan ændre ting i dit liv, så du kommer til at leve mere i overensstemmelse med dine værdier.