Dine værdier indenfor sundhed og velvære
Vi fortsætter med værdi-arbejdet igen i denne uge, hvor vi zoomer ind på de værdier, som har at gøre med livsområderne sundhed og velvære:
- Fysisk sundhed
- Psykisk/mental sundhed
- Velvære
Øvelse 1: Værdikompas for sundhed og velvære
Prøv at tænke over, hvad der er vigtigt for dig på hver af de ovenstående livsområder for sundhed og velvære. Hvilken retning ønsker du dit liv skal bevæge sig i indenfor de forskellige områder? Prøv at identificere hvilke værdier der ligger bag den retning og udfyld skemaet (vedhæftet nedenfor) med de 3 vigtigste værdier indenfor hvert livsområde.
Du må gerne finde inspiration på arket med værdikort.
Husk at det at leve i overensstemmelse med sine værdier ikke handler om at gøre det, du tror, du bør gøre eller det, du tror, andre forventer sig af dig. Det handler om at gøre det, som får dig til at føle dig godt tilpas, vital og levende.
Færdiggørelse af værdikompasset
Når du har valgt de 3 vigtigste værdier indenfor hvert livsområde, vurderer du på en skala fra 0-10, hvor vigtig hver værdi er indenfor dette livsområde (Vigtighed). Jo højere tal du vælger, jo vigtigere er værdien.
Herefter vurderer du på en skala fra 0-10 i hvor høj grad du oplever at denne værdi er til stede indenfor dette livsområde, eller hvor meget du lige nu lever i overensstemmelse med denne værdi (Realitet).
Til sidst beregner du forskellen imellem vigtighed og realitet. Forskellen afspejler i hvor høj grad du lige nu lever i overensstemmelse med dine værdier indenfor hvert livsområde, eller hvor meget der skal ændres på for at komme til at leve mere i overensstemmelse med dine værdier.
Jo større forskellen/værdien er, jo længere væk fra dine værdier lever du.
I næste uge i session 9 “Værdibaseret handling” skal vi bruge de værdier, du i de seneste 3 uger har fundet frem til er vigtige for dig indenfor forskellige livsområder. Vi skal bruge værdierne og din vurdering af vigtighed og realitet til udarbejde en plan for “Engageret handling”, det vil sige hvad du helt konkret kan lave om i dit liv, så du kommer til at leve mere i overensstemmelse med dine værdier.


