Restitution

Hjernen er aktiv om dagen og restituerer om natten. Det er her den hviler, restituerer og regenerer. Får vi restitueret det, vi har behov for hver nat, har vi ideelt set kun den optimale stress tilbage, og vi starter hver morgen på en frisk. Det svarer i overført betydning til, at vores bil hver nat gennemgår et serviceeftersyn, får skiftet reservedele og bliver smurt, så den er helt optimeret og klar til næste morgen. Men de fleste af os er slet ikke opmærksomme på, at denne restitution, denne genopladning af vores batterier og regenerering af vores system, foregår hver nat.
Så når vi er i balance, er vi altså aktive med det optimale stress om dagen, imens vi restituerer om natten. Sker der så det, at stress udvikler sig og bliver vedvarende, vil vi langsomt begynde at få opbrugt vores ressourcer. Vi brænder simpelthen for meget benzin af alt for hurtigt. Stresssystemet vil også begynde at være aktivt om natten, og selvom vi lægger os til at sove hver aften, vil vi ikke længere få den hvile, der skal til. Ikke nok med at vi nu bruger mere benzin, vi får samtidig ikke længere fyldt det brændstof på, der skal til for at holde os kørende. Hjernen og nervesystemet er nu i fuld alarmberedskab døgnet rundt.
Men på samme måde som bilen har en knap, der lyser, når benzintanken er ved at være tom, så er hjernen faktisk så genialt indrettet at den sørger for at sende os masser af fysiske og psykiske signaler på, at vi er ved at have opbrugt vores ressourcer, inden den helt går i stå eller ”kollapser”. Det kan være søvnbesvær, hovedpine eller ondt i maven, opblussen af allergi, en kort lunte på arbejde eller derhjemme, mindre skarphed og dårligere koncentration i forhold til at løse arbejdsopgaver, eller at man fortolker andre mennesker mere negativt.

Men overhører vi på dette tidspunkt, de signaler hjernen sender os, risikerer vi, at det udvikler sig til vedvarende svær stress, og så vil der begynde at ske det, at hjernen og kroppen så at sige “skjuler” disse symptomer/signaler for os. Det sker fordi, det er en primitiv mekanisme med det ene formål at sikre vore overlevelse, og hvis vi f.eks. kunne mærke smerter eller føle sult, imens vi er ved at flygte fra en løve, ville det ikke være hensigtsmæssigt for overlevelsen.
Det vil altså sige, at vi kan være meget stressede, uden at vi kan mærke det, og vi kan altså på den måde komme til at overhøre faresignalerne.


