Stress over et kontinuum
Man kan se på stress over et kontinuum fra “hvile” til “svær stress”.
Hvile
Når du er i hvile, vil du mærke at kroppen er afspændt. Musklerne bliver så afspændte, at du synker ind i ”kernen” af dig selv, og sindet bliver næsten tomt for tanker. Det kan være, at du næsten mærker en susen i hovedet af lethed og dine sanser er klare. Du dufter, smager, mærker og ser form, farve, tekstur. Når krop og sind kalder på en pause, så giver du den det med velbehag, og glæden er en slags naturlig baggrundstilstedeværelse.
Når du skal sove, bruger du nogle minutter på at glide fra aktivitet over i en svævende let tilstand, inden du glider ned i søvnen, der som oftest er af en varighed på 7-9 timer. Du sover enten helt igennem eller er måske en enkelt gang eller to oppe og snuse til vågenheden, inden du igen giver slip og lader dig glide ned i søvnen.
Fokustilstand
Når du er i fokustilstand, oplever du at kunne bruge din krop til præcis den udøvelse af aktivitet, du ønsker. Du kan fleksibelt skifte mellem aktivitet og hvile, og du kan få hjernen til at koncentrere sig i en god rum tid, når en opgave ligger foran dig.
Åndedrættet er dybt, bredt og rundt, og du kan ubesværet fylde lungerne helt med ilt og tømme dem igen for kuldioxid. Du er dig dit sanseapparat bevidst, og du mærker sult og mæthed. Du bruger hørelsen, og når der er behov for det, slår du lytningen udadtil fra og synker ind og koncentrerer dig. Du bruger synet aktivt og fokuseret, men alligevel afspændt i øjenæblerne og øjenomgivelserne.
Du er dig bevidst, hvordan mad smager, når du spiser: Surt, sødt, salt, bittert, udvidende, sammensnerpende. Lugtesansen er levende; du dufter forår, efterår, vasketøjets friskhed, en skøn parfume fra et forbipasserende menneske. Følesansen er tilpas. Du er hverken oversensitiv for berøring eller lammet i forhold til at kunne mærke, så når et kært menneske krammer og aer dig, så mærker du det på huden som en rislen af liv.
Forskellige følelser får lov at skifte i dig i løbet af en dag. Glæde, irritabilitet, vrede, neutralitet. Latteren springer, når noget sjovt sker. Du har let til kontakten med, at der er mennesker, du elsker og holder af. Du føler mening, sammenhæng og engagement i det meste af dit liv.
Begyndende (optimal) stress
Stress er i sin essens noget ganske positivt, fordi et potentiale i krop og sind aktiveres. Det er en uadskillelig del af livet, som opstår, når mennesker reagerer på udfordringer, krav og forandringer. Den optimale stress er en tilpasningsreaktion, hvor krop og psyke forsøger at tilpasse sig den nye situation. Det autonome nervesystem aktiveres, der sker en stigning i blodtryk og puls og musklerne får en øget mængde blod mm. Vi bliver fokuserede og koncentrerede.
Begyndende stress kan altså snarere betegnes som optimal stress, fordi det er her, vi udvider grænserne for, hvor meget vi kan yde eller præstere, eller i hvert fald rører ved den røde zone herfor. Når man en gang eller to om dagen i en passende mængde tid smager på optimal stress, er den frie vilje stadig fuldt i behold i forhold til at kunne tage sig en kvalitetspause. Optimal stress og veludført gerning skal nemlig helst følges op af en pause af passende kvalitet for ikke at udvikle sig og blive til moderat stress, som på den lange bane er uhensigtsmæssig.
Moderat stress
Moderat stress er i klinisk forstand en ubehagelig tilstand af uligevægt, som er skabt af problemer, du føler dig overvældet af, og hvor følelser som uoverkommelighed, anspændthed og/eller mangel på kontrol kan være dominerende.
Vi bliver hele tiden udsat for stimuli, der potentielt kan opfattes som stressorer. For nogle mennesker i nogle situationer kan det blive opfattet som positive stimuli, imens det for andre mennesker vil blive opfattet som belastende forhold. Det er altså en persons indre opfattelse af en ydre (eller indre) påvirkning, der afgør, om personen bliver stresset eller ej. Det er dermed reaktionen fra nervesystemet, som vil afsløre, om en person oplever noget som en stimulus eller en stressfaktor.
Kortvarig stress er ganske ufarligt, men langvarig stress kan være farligt.
Med tiden kan et vist grundopspændingsniveau komme snigende og sætte sig i muskelkorsettet, og det vil være der, uanset om vi arbejder, har pause eller sover. Når vi oplever en tendens til muskelømhed og måske endda decideret hovedpine med jævne mellemrum, så er det udtryk for, at kroppen ligesom har ’sat sig fast’ i et for højt gear og ikke kan geare ned igen.
Det er en dårlig udnyttelse af energien, fordi det svarer lidt til at lade en bil stå i indkørslen og hele tiden trykke på speederen imens den kører i tomgang, uden at den kommer nogen steder. Den står bare og brænder benzin af. Når benzintanken efterhånden er blevet tømt, vil udmattelse følge, og det kan føles nærmest umuligt at få fyldt nyt brændstof på, da det forsvinder igen i samme øjeblik, som det bliver tilført.
Der vil også ske det, at nervesystemet går i ubalance, enten med en konstant tænding af det sympatiske nervesystem som medfører konstant uro og rastløshed, eller med en for konstant tænding af det parasympatiske nervesystem, som netop medfører udmattelse.
Typisk dannes der for meget kortisol, der ganske vist aktiverer det parasympatiske nervesystem, for kroppen forsøger jo at geare ned, men uden at man opnår den fornødne afspændthed. Kroppen fortsætter med at udskille kortisol og de fysiologiske reaktioner bliver nedsat puls, lavt blodtryk, nedsat blodtilførsel til musklerne og øget aktivitet i tarmene, ofte med en generelt dårlig fordøjelse til følge. Der vil være nedsat passage i lungerne, så kroppen hverken iltes eller renses tilstrækkeligt, og der kommer en nedsat svedudskillelse og hæmning af den immunologiske aktivitet, så man bliver mere modtagelig for virusinfektioner.
De følelsesmæssige tilstande, som følger, er nedtrykthed, tristhed, håbløshed, hjælpeløshed og opgivelse. Lyst, engagement, fysisk og mentalt overskud kan man ikke længere aktivere, og den frie vilje er på vej til at blive sat ud af kraft. Nu kan man tale om stress i klinisk forstand.
Svær stress
Svær stress forekommer når fysiologien i en længere periode har været ude af balance. De psykologiske konsekvenser som angst, depression, irritabilitet og måske endda aggressivitet er blevet en næsten permanent tilstand. Man isolerer sig mere og mere og betragter arbejde såvel som socialt samvær som uoverskueligt.
Forskellige infektionssygdomme kan opstå, og influenza-lignende symptomer vil ofte indfinde sig, når det er blevet tid til lidt ferie. Mentalt kaos og medfølgende manglende koncentrationsevne er blevet en permanent tilstand. Det er blevet svært ikke at benytte sig af stimulanser som kaffe, alkohol, sukker og måske endda diverse former for medicin for at ´holde sig gående’, indtil en dag man enten kropsligt og/eller psykisk kollapser.
Den frie vilje er sat ud af kraft, hvorfor det forekommer komplet tåbeligt, når et nærtstående familiemedlem eller en velmenende praktiserende læge siger: ”Gå hjem og slap af”. Det er nemlig ikke længere muligt bare at beslutte sig for at slappe af. Isolation og at være alene er på den ene side det eneste mulige, når man ikke kan arbejde eller være ’på’ socialt set, men samtidig er det i begyndelsen kaotisk, afgrundsdybt ubehageligt, og man er rastløs og opspændt. Der er et konstant tankemylder, og søvnløshed er blevet en normal del af tilstanden. Man får ikke længere den livsvigtige hvile, der skal til for at kunne knække den negative spiral.
Er en person blevet svært stresset, behøver vedkommende professionel hjælp til først at navigere i det kaos, som hersker, og herefter navigere ud af kaos.
