Vrede

Vrede er ligesom tristhed en almindelig følelse i forbindelse med kroniske smerter. Ved akutte smerter er vrede ofte en del af den helt åbenlyse reaktion på smerten, men hos patienter med kroniske smerter kan vreden have flere ansigter. Den kan komme til udtryk som voldsom frustration over en tilværelse med mange begrænsninger, eller som irritation, hvor man bliver opfarende og skælder ud.
De fleste oplever, at vrede er en følelse, som det ikke er socialt acceptabelt at give udtryk for, og derfor forsøger mange også at skjule den. Det resulterer alligevel ofte i syrligheder, som kommer ud mellem sidebenene og går ud over de nærmeste i ens omgivelser. Det kan med tiden godt blive et reelt problem i forhold til at bibeholde en god relation til de nærmeste.
Problemet med vreden er ofte, at man ikke ved, hvor den skal rettes hen. Nogle retter den som sagt mod de nærmeste i omgivelserne, andre retter den mod behandlerne og behandlingssystemet, imens endnu andre retter vreden imod sig selv. At reagere med selvbebrejdelse er lige så destruktivt som at skyde skylden på uskyldige, og denne form for vrede ses ofte ved depression.
Selvbebrejdelse og vrede rettet mod en selv er hyppigt forekommende ved kroniske smerter, og kan muligvis være endnu en af årsagerne til den tætte sammenhæng imellem kroniske smerter og depression. Det er vigtigt, at man som smertepatient erkender sin vrede og forsøger at forstå den for at undgå at den rettes forkerte steder hen. Vreden kan nemlig bruges positivt og være med til at give motivation og energi til at håndtere smerterne og de negative følgevirkninger med de midler, man nu engang har til rådighed.


